Et Omsorgsfuldt samfund

For nogle år siden sagde en af mine rigtig gode venner til mig; ”Du overrasker mig altså, jeg kan ikke forstå, at du er borgerlig, for du er sådan en kærlig person – og du giver bare ting væk, når du ikke har brug for det mere.” Han havde ligesom mange andre et billede af, at borgerlige – og dermed også konservative var sådan nogle stivstikkere, der kun tænkte på kolde kontanter, sig selv og så sig selv.

Men intet kan være mere forkert. For ingen politiske partier har patent på omsorg og næstekærlighed.

Jeg er Konservativ – og jeg ønsker et samfund, hvor vi passer på hinanden. Hvor vi nærer omsorg for hinanden. Der er ofte en tendens til at gøre alt op i kroner. For mig er det en selvfølge at vi skal være omkostningsbevidste med vores fælles offentlige kroner. Men det er også en selvfølge for mig, at vi vælger at bruge vores fælles penge på at sørge for dem, der har brug for hjælp – sørge for dem, der er syge, at børn kommer i skole og unge får en uddannelse, at handicappede bliver støttet til et godt liv – og at ældre får en værdig afslutning på et langt liv. Det betyder også, at vi skal hjælpe og lytte til de pårørende som hver dag gør en helt enorm indsats for deres nære og kære.

Det handler ikke bare om pension, SU eller dagpenge. Det handler om så meget mere og andet end det.

Jeg ønsker at vi får mere tanke for omsorg i alle beslutninger vi tager. Vi skal lytte til fagfolk, til pårørende, til dem der oplever fjollede bureaukratiske processer.

Vi skal sørge for at vi ikke får et samfund med en masse små regler, der er svære at administrere for forvaltningerne – og svære at tolke og forstå for almindelige mennesker. Vi skal gøre det simpelt.

Vi skal lade være med at tro, at samfundet – og dermed staten eller kommunen ordner alt for os. Vi skal tage ansvar – og vi skal hjælpe hinanden. Men vi skal også vide, at når vi virkelig har brug for hjælp – så er der et samfund bygget på næstekærlighed og omsorg, som sørger for at vi kommer godt videre.

Jeg holder så meget af demokratiet – og vi skal værne om det. Vi skal hylde vores frihed – og vi skal sørge for, at vi ikke får lavet en masse regler og love, som indskrænker den frihed.

Mine mærkesager