Folkeskolen har brug for ro og struktur

Hvert tredje barn med særlige behov har sjældent eller aldrig lyst til at komme i skole.

Det er så trist. For barndommen skal netop være tiden, hvor man sprutter af lyst til at lære nyt, gerne vil hen at mødes med kammeraterne – og har så meget overskud og energi, at der også er tid til at kravle i træer og selv gå på opdagelse.
 
Men for mange børn, er det desværre ikke hverdagen. Det er en nyhed for nogle – men for alle de berørte familier, nærmest et udråbstegn. Nu har organisationen “Børns Vilkår” så kortlagt det, så statistikken viser det, som alt for mange familier allerede ved.
 
Et af de store spørgsmål, der melder sig er; hvorfor er der kommet sådan en voldsom stigning i antallet af børn, der lider af skolevægring – og børn der har en diagnose?
 
Sådan var det ikke, da Mor gik i skole. Men man kan jo tænke over, om det ikke har noget at gøre med den måde, vi har fået vores samfund skruet sammen på – og jeg er ikke sikker på, at vi egentlig har lyst til at erkende, at meget af det vi har gjort i ligestillingens navn, desværre har haft konsekvenser for børnene.
 
Det har ingen gjort med vilje. For selvfølgelig skal vi have ligestilling. Men vi bliver nok også nødt til at tale om, at familier også har brug for ro og struktur, at børn har brug for nærværende og tilgængelig forældre. Og helt ærlig – hvor mange af os får ikke et stænk af dårlig samvittighed når vi overvejer den tanke.
 
Børn bliver ikke autister eller får diagnoser pga familiemønsteret. Men min påstand er, at det træder tydeligere frem, end det gjorde da jeg var barn. For jeg abonnerer også på den tro, at det ikke er fordi der nødvendigvis er blevet flere børn med særlige behov. Men der var bare mere ro til at kunne få det til at fungere i en almindelig dagligdag førhen.
 
Nej, det er heller ikke fordi, at jeg mener det er forældrenes skyld. For en gangs skyld kan vi godt tilskrive samfundet skylden. For familien kan forsøge nok så meget, at skabe den fornødne ro og struktur, som børnene har brug for. Men i det øjeblik børnene møder omverden i form af vuggestue, børnehave og folkeskole, så mødes de af kaos og mangel på struktur. Tænk så på de børn, hvis forældre, som heller ikke magter at skabe ro og struktur. De er prisgivet – men kunne før i tiden nok finde strukturen i skolen.
 
Inklusion i folkeskolen blev til eksklusion. Det sender mange børn hjem med skolevægring – og jeg synes, at direktør Rasmus KJeldal fra Børns Vilkår siger det meget klart;
“Når et barn ikke trives i skolen, kan det hurtigt komme til at handle om, hvad ’barnets problem’ er. Man kan være optaget af, hvordan barnet kan komme til at passe ind i skolen – i stedet for at se på, hvordan skolen kan tilpasses barnet. Man taler om problembørn og inklusionsbørn og får det derigennem til at handle om barnet. Vi er nødt til at gøre op med de individrettede forståelser af inklusion og sikre, at blikket også rettes mod de fællesskaber og sammenhænge, barnet indgår i.
Vores undersøgelse fortæller meget tydeligt og med børnenes egne ord, hvor svært det er at gå i skole, når skolen ikke er indrettet til at rumme alle børn,”
 
Problemet bliver ikke mindre. Det går ikke væk. Vi bliver nødt til at forholde os til, hvordan vi som samfund kan hjælpe de børn til at kunne fungere i tryghed i deres skole.
 
Som lægmand vil jeg gerne udpege tre af de, som jeg ser som store syndere;
 
1. rullende skoleskema – børnene mangler struktur og kendte rammer.
 
2. for lange skoledage – der er brug for at komme hjem, være fri for hele tiden at skulle bruge energi på at høre efter og være tilstede.
 
3. for mange børn i en klasse – der er for mange til at skabe uro, for lidt tid til nærvær og hjælp fra lærerne, energien bliver drænet. 

Alle børn vil egentlig kun få glæde af, at vi skaber mere struktur og ro i folkeskolen.

Jeg synes, at alle børn har ret til en barndom uden de store bekymringer og tid til at finde sit eget ståsted. Alle børn har ret til en god start på livet.
 
Det kan meget vel være, at jeg overser noget her – men giv mig gerne sparring og feedback. For det er vigtigt, at vi finder den rette balance og får en folkeskole, som alle børn har lyst til at komme i, hver eneste dag.