En værdig og aktiv alderdom
Det her er et billede af mig og min Mormor.
Jeg er ca tæt på et år – og min Mormor har den halskæde på, som jeg husker hun bar det meste af mit liv. Den ligger ind i mit skab, gået istykker og langt fra et smykke, jeg ville gå med nu. Men det er min Mormors.
Min Mormor var nok det vigtigste menneske i mit liv, da jeg var barn. Nuvel – det var mine forældre også. Men min Mormor – og min Morfar, var dem, der forkælede mig, dem der altid havde tid.
Min Mormor var en fest, der bandede og svovlende og røg som en skorsten lige til den dag, hun døde som 89 årig for snart 7 år siden. Vi spillede 500 og havebadminton, hun havde altid fryseren fyldt med is – og det væltede altid ind med folk til en kop kaffe. Og i min Mormor og Morfars hus var alle velkommen – også de helt skæve typer. Og dem kom der en del af.
Med tiden som jeg blev ældre og voksen forsvandt noget af min Mormors magi. For hun var også firkantet og forstod ikke alt det nye, der skete. Og da hun blev gammel, blev hun syg igen og igen og igen. Hun røg ud og ind af forskellige sygehuse i Nordjylland, ofte mere end 80 km væk fra min Morfar, som så måtte køre den lange vej for at besøge hende, som han havde været gift med i næsten 70 år.
Min Mor kæmpede som en gal for at få den rigtige hjælp til min Mormor. Så var det for mange piller og forkerte piller og så var det for lidt piller – der var virkelig mange piller.
Min Mormor og Morfar boede i det hus, som de havde fået i bryllupsgave af mine oldeforældre – og med tiden og Mormors skrantende helbred, så havde det hus virkelig set bedre dage. Min Mor forsøgte at få en plejehjemsplads til min Mormor, der næsten intet kunne se mere, ikke selv kunne lave mad mere og gik og snublede over alle de tæpper, som hun mente skulle ligge på gulvet.
Det var ikke værdigt mere. Det var benhårdt for min Mor – både al praktikken omkring det, men også menneskeligt. For hendes Mor forsvandt langtsomt og blev en belastning. Ja. Det var det, hun blev; en belastning.
Det på trods af, at jeg er vokset op med en mor, der passede de gamle på plejehjemmet. Det var sådan hun selv beskrev det.
Hun passede de gamle.
Hun kom hjem og fortalte, hvad de havde lavet, de havde sunget, de havde været på tur, de havde snakket om gamle dage.
Men pludselig kom hun hjem og var frustreret. Nu var der ikke tid til at passe de gamle mere – eller alle de hyggelige stunder. Nu skulle hun registrere og skrive ned og måtte endelig ikke blive for personlig med “patienterne”.
Det var der, hun sagde sit job op. Det var ikke værdigt mere.
Det var heller ikke værdigt mere, da min Mor, der selv var blevet pensionist, skulle passe og pleje og agere projektleder i min Mormor og Morfars liv. For hun blev aldrig taget godt imod af de offentlige instanser, som hun forsøgte at få til at hjælpe sine forældre…..og hvor var jeg. Jo, jeg boede mere end 400 km væk og havde selv to små børn og et arbejde. Så jeg kom ikke farende for at hjælpe i tide og utide.
Min Mormors sidste tid blev ikke et sødt eller smukt minde. Det er på alle måder trist, for min Mormor var et fantastisk skønt og givende menneske.
14 dage før min Mormor døde blev hun anvist en plejehjemsplads. Det var nærmest en helt fornærmelse. Til gengæld valgte man så, at give pladsen til min Morfar, som var 91 og frisk af hans alder at være.
Min Morfar fik et fint halvt år på plejehjemmet. Men hans hjerte holdt lige pludselig bare op med at slå – han døde den dag, hvor nøglerne til det hus, de havde boet i, i 70 år, blev overdraget til den nye ejer.
Historien om min Mormor og Morfar er nok ikke unik. Men i mit liv var de helt unikke. Og jeg tror, at masser af andre, har det ligesom jeg. Vi vil gerne, at vores ældre pårørende får en værdig og god sidste tid.
Jeg har lyttet meget til min mors erfaringer fra sin tid på plejehjemmet. Jeg har faktisk hørt det så meget, at jeg er blevet helt træt af det. Men i min Mors fortællinger er der noget essentielt; historierne om den tid, hvor man passede de gamle – og ikke bare opbevarede dem på et plejecenter. Det er de gamles “nye” hjem – det er her, de skal leve deres sidste tid.
Jeg ville ønske, at min Mormor havde haft mulighed for at komme på et friplejehjem som eks Dagmarsminde, hvor man blandt andet har lykkedes med at skære voldsomt ned på indtaget af medicin til fordel for aktiviteter.
Sund fornuft og menneskelig omsorg istedet for regneark og registreringer.
Gid at mine forældre og alle andre ældre, får bedre muligheder. Derfor er jeg også i politik…..