Størst af alt er kærligheden

Størst af al er kærligheden 💚
 
Jeg er SÅ heldig, at jeg som kommunalbestyrelsesmedlem også er udpeget som giftefoged. Det er et ulønnet job. Jeg får intet for det. Men det er en kæmpe fornøjelse og ære, at få lov at vie to mennesker, der elsker hinanden.
 
Så jeg siger ja til det, så ofte som jeg har mulighed. Og der er endnu ikke to vielser, som har lignet hinanden 100%. Folk er forskellige. Nogle bliver viet på rådhuset uden gæster. Andre møder op med et kæmpe selskab. Nogen tredje spørger om vielsen kan ske et andet sted – og det er som regel noget helt særligt.
 
I dag havde brudeparret pyntet deres have i Rødovre op til den skønneste fest. Familie og venner var samlet, solen smilede ned til os – og der var bobler i glassene.
 
Jeg har hørt mange sige JA – eller I do. Hver gang er jeg gået smilende og glad hjem.
 
For 2 år siden viede jeg dog et par, hvor jeg både gik glad, rørt og bekymret hjem. Det var 2 russiske mænd, som var kommet til Danmark med formålet at blive gift, fordi det var ulovligt i deres eget hjemland.
 
Jeg havde skrevet en helt særlig tale til dem, netop med udgangspunkt i deres situation – og de græd af lykke, de takkede så meget for at de kunne blive gift her – og siden har jeg tit tænkt; hvad mon der er sket med dem siden, da de kom hjem til Rusland. Har de fået lov at leve i fred?
 
I Danmark kan vi blive gift med lige præcis den vi elsker, uanset køn – eller andre afsluttede ægteskaber. Det eneste det kræver er, at den anden part også gerne vil.
 
Det synes jeg er helt som det skal være – og det glæder jeg mig over.
 
For størst af alt er kærligheden.