Ordentlig og retssikkerhed

Vi skal behandle borgere, der ikke kan selv, med menneskelighed og værdighed. Give dem rettigheder, som de kan stole på, så de ikke skal gå til møder på kommunen og frygte, hvilket skøn man deroppe er kommet frem til.

Jeg vil gerne give private aktører frit spil på markedet – og jeg vil gerne give de svage borgere mulighed for at vælge de rette og måske private løsninger. Jeg vil ikke fokusere på, at tvinge borgerne ind i offentlige løsninger.

Jeg mener ikke, det skal være kommunale forvaltningsfolk, der skal lave skøn over, hvad en borger har ret til. Men det skal vurderes af fagpersoner, som ved noget om de specifikke sygdomme og diagnoser. De behøver ikke altid være ansat af kommunen.

Ankestyrelsens Danmarkskort viser alt for godt i dag, at kommunerne samtidig ikke overholder borgernes retssikkerhed i ca halvdelen af alle ankede sager. Men ikke kun det. En undersøgelse fra Advokatsamfundet har tidligere vist, at det samme gælder i sager, som ikke er anket. Det kan vi altså ikke være bekendt. Det SKAL vi gøre noget ved!

Jeg synes, der skal være en grænse for hvad vi bruger af offentlige kroner. MEN vi skal bruge vores fælles penge rigtigt. Og det er f.eks. at hjælpe de borgere, som ikke kan selv. Vi skal hjælpe dem til at være så selvhjulpne som muligt. Det er både den mest menneskelige måde – men det betaler sig også i sidste ende, når vi laver den rigtige indsats første gang. Mislykkede forsøg øger kun udgifterne til følgeskader og pårørende, som i bedste fald blot bliver hjemme for at passe deres kære, og vi dermed mister skatteindtægter. Men i langt de fleste sager, så koster det os endnu mere til tabt arbejdsfortjeneste, arbejdsløshed og sygemeldinger pga stress, angst og depression.

Vi skal spare på mistro til hinanden – til fordel for at tro på at den overvejende del af borgerne i Danmark allerhelst vil klare sig selv.

Vi skal have ordentligheden tilbage. Ordentlighed i mødet med andre mennesker – tillid og tiltro.